15. februar 2011 kl. 14:58

DSB sparer tocifret millionbeløb på nytænkning

DSB har sparet 41 millioner på en lappeløsning!

Teknisk Superviser hos DSB First, Arne Stahr udtaler sig om samarbejdet med P. Ellegaard:

"Hvor vi tidligere udskiftede hele gummifronten på vores Øresunds- og I/R 4 tog, kan vi i dag nøjes med at få lappet de slidte og ødelagte områder på fronten. Det har sparet os mange millioner og mange mandetimer, men i høj grad også resulteret i et værdifuldt samarbejde med Ellegaard, der står for reparationen af fronterne.

Større effektivitet
Da fronterne på vores togsæt løbende skal lappes, er det vigtigt, at det kan foregå samtidig med de regelmæssige serviceeftersyn. Et togsæt ekstraordinært ude af drift koster nemlig 36.000 kroner om dagen! Derfor har vi en af Ellegaards medarbejdere, John Friis, fast herinde til at tjekke og reparere fronterne, så de altid er i god stand. John Friis er dog langt mere end en servicemontør.

Alternative løsningsforslag
Vi har i Ellegaard og John Friis fået en rigtig god samarbejdspartner, der kommer med alternative løsninger. De har blandt andet udviklet noget specielt underlagsgummi, der forlænger lappernes levetid, ligesom de har fundet en reparationsløsning til snebeskyttelsen omkring togets kobling, som vi tidligere blot udskiftede.

Samlet set har vi sparet 41 millioner på at reparere vores fronter og snebeskyttelser frem for at udskifte dem. Men værdien af en samarbejdspartner, der tænker utraditionelt og viser oprigtig interesse i at hjælpe os, kan dog ikke gøres op i kroner og ører".